AI i din ledelse
- kom i gang på en måde, der giver mening.
AI fylder meget i medierne, i faglige debatter og i samtaler blandt specialister.
Både hos dem, der allerede bruger AI aktivt og hos dem, der er mere tøvende og måske direkte afvisende.
AI fylder også i bestyrelseslokaler og på ledelsesgangene.
Og det kan være svært som leder at finde sin egen plads og retning i al den snak.
Men har du egentlig sat dig ind i, hvad AI er – og ikke er – og hvordan det konkret kan bruges i din hverdag som leder?
AI er allerede en del af hverdagen
Udviklingen inden for AI er gået stærkt de seneste år og tempoet ser ikke ud til at aftage.
For mange ledere kan det virke både overvældende og komplekst.
Der er tekniske spørgsmål, etiske dilemmaer og reelle risici at forholde sig til.
Netop derfor er det vigtigt, at du som leder ikke stiller dig på sidelinjen, men deltager aktivt i debatten og snakken.
For AI er her allerede.
Dine medarbejdere bruger det allerede – uanset du gør eller ej – i deres arbejde.
De bruger det til at løse opgaver og producere resultater, som du som leder har ansvar for.
Dit ansvar som leder
Hvis du ikke selv har en grundlæggende forståelse for værktøjer som ChatGPT, Claude eller Copilot, bliver det svært at:
- støtte dine medarbejdere i, hvordan AI kan bruges bedst muligt
- sætte tydelige rammer for, hvad I må og ikke må
- sikre tilstrækkelig kvalitetssikring
Uden dit ledelsesmæssige greb øges risikoen for:
- deling af fortrolige oplysninger
- brud på ophavsrettigheder og GDPR
- faldende kvalitet i opgaveløsningen
Samtidig risikerer I at gå glip af nye og mere effektive måder at arbejde på. AI kan frigøre til de sjove udviklingsopgaver som alle (inklusive dig selv) gerne vil, men aldrig får tid til.
Når AI skaber uro
For nogle medarbejdere vækker AI også bekymring.
Frygten for at blive overflødig kan fylde – uanset om den er realistisk eller ej.
Den uro er ikke noget, du kan ignorere.
Det er en del af dit ledelsesansvar at tage den alvorligt og skabe et rum, hvor bekymringer kan deles og drøftes.
Du kan også pege på de store muligheder for samskabelse på tværs af siloer, som AI giver.
Værktøjerne gør det lettere at:
- arbejde på tværs af fagligheder
- lave første udkast til oplæg, politikker, mails og idéer, så I hurtigt har et udgangspunkt at arbejde ud fra
- få hurtig adgang til et vist niveau af ekspertise uden af skulle forstyrre de andre teams eller hente eksterne konsulenter til at sætte jer i gang
Men det kræver, at du som leder er med i samtalen.
Forventninger oppefra
Måske oplever du også et pres fra topledelsen eller bestyrelsen.
AI er på dagsordenen og forventningen om handling kan være tydelig, selvom det konkrete indhold ikke nødvendigvis er det.
Det er svært at bidrage konstruktivt til den dialog, hvis du ikke selv har taget de første skridt.
Derfor er budskabet enkelt:
Som leder har du en opgave.
Den handler om at komme i gang.
Sådan kan du tage de første skridt
Jeg ved godt, at din kalender allerede er fyldt.
Og at nye initiativer kan føles som endnu en opgave.
Men dette er en investering i dit lederskab og i dit team.
(Du kan finde inspiration til det med prioritering af din tid her)
Du kan starte med at:
- læse “Co-Intelligence” af Wharton-professor Ethan Mollick
- følge Ethan Mollick på LinkedIn eller via hans nyhedsbrev
- se den gratis udgave af “AI for Everyone” med Andrew Ng
- orientere dig hos Gartner, McKinsey eller lignende vidensmiljøer, så du får en fornemmelse af jargonen og problemstillinger
Tre principper, der hjælper dig i gang
Uanset hvor du starter, er der tre ting, der gør en reel forskel:
- Sæt tid af i kalenderen
Det må ikke ende som en endnu god intention. Handling trumfer planlægning. - Vær nysgerrig og eksperimentér
Brug fx 15 minutter 1–2 gange om ugen på at afprøve værktøjer som ChatGPT eller Copilot.
Afklar altid med IT, hvad du må bruge. - Tal åbent om dine erfaringer
Del dine refleksioner med medarbejdere, lederkolleger og din chef.
Det skaber dialog, fælles læring og reducerer usikkerhed.
Du behøver ikke være AI ekspert
AI handler om meget mere end teknologi.
Det handler om ledelse.
Om at tage ansvar.
Om at skabe tryghed.
Og om at gå forrest – også når noget er nyt og uklart.
Du behøver ikke være ekspert.
Men du kan ikke lade være med at være leder.
Og netop derfor er det vigtigste skridt ikke at vide alt,
men at komme i gang.
AI er ikke en genvej
AI er ikke noget, der fjerner behovet for ledelse.
Og det er ikke et værktøj, man bare kan sætte i drift uden omtanke.
AI kan være en hjælp i hverdagen, men det kan ikke erstatte dømmekraft, ansvar eller relationer.
Det er stadig dig, der hjælper med:
- prioriterer
- vurderer
- og tager ansvar for det, der bliver sendt videre
Derfor handler AI i sidste ende ikke om at vide mest muligt om teknologi.
Det handler om at kunne lede i en virkelighed, hvor teknologien er en del af hverdagen.
Ledelsesrådgivning med blik for både opgave og menneske
Jeg hjælper ledere og organisationer med at finde ro i kompleksitet og retning i forandring.
Når ansvar, relationer og resultater presser sig på, kan det være svært at skabe overblik – og endnu sværere at skabe trivsel samtidig.
En vigtig pointe i min tilgang er, at trivsel og resultater ikke er modsætninger. Tværtimod.
Langtidsholdbare resultater opstår, når mennesker føler sig trygge, set og taget alvorligt.
Med mere end 20 års erfaring inden for ledelse, forandring, organisationsudvikling og MBSR mindfulness kombinerer jeg praksis, refleksion og konkret handling. Jeg skaber et fortroligt rum, hvor ledere kan lande, få perspektiv og træffe beslutninger med klarhed – også når situationen er kompleks.
Mit tilgang tager afsæt i relationer, psykologisk tryghed og ansvarlig ledelse. For god ledelse handler i sidste ende om mennesker. Om dig selv – og om dem, du leder.