Min medarbejder var endnu en gang ikke dukket op til vores aftalte 1:1, og det på trods af at han havde accepteret den mødeinvitation jeg havde sendt. En mødeinvitation med en indbygget reminder…

Og der sad jeg så igen i det tomme lokale, velforberedt, klar til en konstruktiv 1:1 – og nu også vred og med STOR lyst til at storme ind på kontoret for at give medarbejderen sådan et møgfald.

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg ventede til jeg var kølet nok af til at jeg roligt kunne fortælle ham, at han igen havde misset vores aftale.

Og det er jeg faktisk ked af.

Eller rettere, så jeg er ked af, at han aldrig opdagede hvor vred det gjorde mig, at han ikke dukkede op eller i det mindste meldte afbud.

Vrede er også information

Når jeg valgte ikke at vise ham min vrede, tror jeg at jeg gjorde ham en ”bjørnetjeneste”.

Altså en velment handling, der gjorde mere skade end gavn.

Min rolige tilgang gjorde nemlig ikke det mindste indtryk på ham og han blev ved med i stor stil at glemme/ignorere/overse vores aftalte 1:1.

Jeg påtalte problemet, når det lykkedes at holde 1:1 med ham og han nikkede pænt, men han ændrede ikke sin adfærd og jeg fortsatte med at blive vred på ham og ikke vise det.

Måske havde min vrede gjort det tydeligere for ham, at det faktisk betød noget for mig – og dermed for vores relation – at han ikke kom som aftalt?

Det kan jeg ikke vide, men måske havde det gjort en forskel, hvis jeg havde delt min vrede med ham?

For vrede er ikke kun en følelse – det er også informationer om grænser, værdier hos dig selv og hos andre. Jeg blev vred fordi jeg fortolkede hans adfærd som manglende respekt for mig og vores relation.

Men jeg gav ham ikke informationen fordi jeg holdt min vrede tilbage.

Han vidste ikke hvad hans adfærd gjorde ved mig.

Men jeg vidste heller ikke om min fortolkning af hans adfærd var ”sand” for jeg delte den ikke med ham og holdt fast i min vrede.

Det dur ikke at lade vreden overtage

Samtidig er jeg glad for at jeg ikke gav min vrede lov til at folde sig ud i al sin ”magt og vælde”.

Det er ikke en god løsning at lade vreden overtage og f.eks. råbe ad hinanden.

Og slet ikke som leder.

Ledere har en magtposition, der i den grad forstærker oplevelsen af vrede. Det kan være rigtig ubehageligt at mærke andres vrede eller være den vreden er rette i mod – det kan opleves som alvorlig trussel.

Den oplevelse af en trussel bliver endnu være, hvis det vrede menneske har en formel magtposition og reelt kan fyre dig.

Derfor kan de samme ord, samme stemmeleje og samme vrede opleves anderledes, når de kommer fra chefen end fra en kollega.

Det stiller lederen i en udfordrende situation for selvfølgelig bliver ledere vrede – det bliver (og må) alle mennesker – men det er ekstra vigtigt for ledere at være bevidste om hvordan deres vrede kan ramme endnu hårdere end hvad ”bare” vrede kan.

Det er en – i min optik – del af det ansvar der følger med at sige ja til at være leder. Du er fuldstændig berettiget til alle dine følelser, men du har et ekstra ansvar for hvordan du håndterer dem, når du er i din lederrolle.

Måske er det oplevelsen af det ansvar, der nogle gange betyder at ledere (inklusive mig) holder vreden tilbage eller skjuler den?

Vi er bange for at vise vrede fordi vi ved det rammer hårdere, når vi er ledere?

Så måske er der samtaler med vores medarbejdere vi ikke får taget fordi vi er bange for at virke vrede?

(Der sker også noget inden i os, når vi ”sluger” vores vrede eller tror at ledere er superhelte der altid har situationen under 100% kontrol. Det er virkelig værd at holde øje med, men det kommer der mere om i et andet blogindlæg).

Vrede kan også have en funktion

Der er ”noget” i vreden, der kan have sin plads i ledelse.

Vreden kan være både berettiget og med til at ”noget” urimeligt/forkert/upassende stopper.

Vreden kan fortælle lederen, at en grænse er overtrådt, at der foregår noget som føles forkert og der er noget på spil hos lederen.

Vreden kan være en del af den motivation og drivkraft, der skaber tydelighed og retning i dit lederskab.

Altså når vreden hverken bliver undertrykt eller får lov til at løbe løbsk, men bliver undersøgt før der bliver handlet på den.

Hvad fortæller min vrede mig? Hvilken grænse oplever jeg er blevet overskredet? Hvad er vigtigt for mig her? Hvad ved jeg faktisk om den andens intention? Hvad har situationen brug for, at jeg gør som leder?

Og når du opdager hvad der er på spil hos dig, kan du mere bevidst vælge din reaktion.

Jeg er stadig glad for, at jeg ikke lod min vrede løbe af med mig.

Men jeg ville ønske, at jeg dengang havde forstået, at det at regulere min vrede ikke behøvede at betyde, at jeg skulle skjule den.

Min vrede var information jeg ville ønske jeg havde delt.